proprty.ai lancerer et nyt CO₂-modul, der giver ejendomsejere et klart, datadrevet overblik over energiforbrug, udledninger og forbedringspotentialer og hjælper dem med at prioritere de tiltag, der skaber størst effekt.
Modulet er udviklet i tæt samarbejde med Københavns Kommune, Danske Shoppingcentre og By & Havn, som har været centrale partnere gennem hele forløbet. Samtidig er Rudersdal Kommune allerede onboard som første nye kunde.
“I mange år har CO₂-arbejdet været præget af rapportering og regneark. Nu gør vi det operationelt. Med CO₂-modulet kan ejendomsejere se præcist, hvor potentialet ligger, og handle der hvor effekten er størst både økonomisk og klimamæssigt,” siger Anders Holm Jørgensen, Founder & CEO, proprty.ai.
Et datadrevet overblik fra status til handling
CO₂-modulet samler nøgletal om tilstand, levetid, energiforbrug og udledninger og viser, hvordan en portefølje performer i dag, og hvad der skal til for at nå fremtidige krav. Funktionerne omfatter:
• EPBD-benchmarks
• CRREM-kurver
• Dynamiske energimærker baseret på reelt forbrug
• Prioriterede anbefalinger for, hvilke tiltag der bør komme først
“Branchen står over for en enorm opgave. Vi skal reducere både energiforbrug og CO₂-udledning, og det kræver et langt stærkere datagrundlag end tidligere. Vores modul giver et klart billede af, hvor du står i dag, hvor du skal hen, og hvordan du kommer derhen,” siger Ian Victor Magid Kjær, CTO & Co-Founder, proprty.ai.
Skabt i samarbejde med branchen
Udviklingspartnerne har gennem hele processen bidraget med faglig sparring, praksisnære behov og konkrete ønsker til funktionalitet. Resultatet er et modul, der understøtter daglige beslutninger og gør CO₂-arbejdet til en naturlig del af den tekniske drift.
“Det vigtigste for os har været at bygge noget, der virker i virkeligheden. Derfor har vi co-createt modulet sammen med nogle af Danmarks mest erfarne ejendomsejere. Løsningen er udviklet af branchen til branchen,” siger Anders Holm Jørgensen.
Validerede beregninger til beslutninger man kan stole på
Modulet kombinerer millioner af datapunkter fra både offentlige og proprietære kilder. Beregninger og metoder er løbende valideret for at sikre kvalitet og transparens, så resultaterne kan bruges direkte i prioriteringer og budgetlægning.
“Når vi arbejder med beregninger på det her niveau, handler det om mere end teknologi. Det handler om ansvar. Derfor validerer vi løbende vores metoder, så tallene kan bruges til reelle beslutninger i driften,” siger Mikkel Jensen, Chief Data Science Officer & Co-Founder, proprty.ai.
Fejret med champagne og flere organisationer på vej
Lanceringen blev markeret ved en frokost i København med udviklingspartnerne, hvor Victor Maahr fra Københavns Kommune sablede champagnen for at fejre go live.
Interessen for modulet er allerede stor, og flere organisationer har meldt ud, at de forventer at tage det i brug i begyndelsen af 2026.
“CO₂ er blevet en integreret del af ejendomsdrift. Vores mål er at give branchen et værktøj, der gør den udvikling konkret og handlingsorienteret. Det her er kun begyndelsen,” siger Anders Holm Jørgensen.
Om proprty.ai
proprty.ai er et danskudviklet AI-værktøj, der giver et klart overblik over bygningstilstand, levetid, vedligehold, omkostninger og CO₂ på tværs af store ejendomsporteføljer. Værktøjet bygger på millioner af verificerede datapunkter fra virkelige bygninger og omsætter kompleks information til handlingsorienterede indsigter.
proprty.ai bruges af førende ejendomsejere til at planlægge smartere, reducere CapEx, optimere OpEx og gøre CO₂-reduktioner til en integreret del af driften. Værktøjet understøtter datadrevne beslutninger og skaber ét fælles grundlag for prioritering, investering og langsigtet værdiskabelse.



